Søren Hauge har været med til at samle mere end 15.000.000 kroner ind til sclerosesagen

Foto: Jakob Helbig
dato

Søren Hauge cyklede i den gode sags tjeneste og var en del af rekordhøjt millionindsamlingsbeløb

Hautacam, Tourmalet, Luchon-Superbagnères. Mens Danmarks dobbelte Tour-vinder Jonas Vingegaard og resten af feltet gør sig klar, er 550 danske ryttere vendt hjem fra Pyrenæerne, hvor de har taget forskud på årets Tour og prøvet kræfter med de stigninger, som eksperterne vurderer, vil afgøre verdens største cykelløb. Søren Hauge var en af dem, der kæmpede sig op og ned ad de historiske bjerge for at gøre en forskel for de mere end 19.000 danskere, der er diagnosticeret med sclerose.

HEDENSTED:

Med hjem på kontoen har Søren Hauge ikke bare personlige præstationer og naturoplevelser for livet, men også imponerende 15.100.000 kr. indsamlet til forskning i sclerose. Det er nemlig som en del af Scleroseforeningens flagskibsevent, Cykelnerven, at Søren og de resterende 549 ryttere har samlet mere end to millioner kr. mere end sidste år – og ikke mindst 50 pct. mere end i 2023, hvor der blev samlet 10.1 mio. kr.

Formålet med cykelløbet er at samle penge ind til forskning i sclerose – en sygdom, som Danmark har verdens højeste forekomst af per indbygger. Cykelnerven løber hvert år af stablen i de samme bjerge som årets Tour de France og afvikles lige inden, det officielle Tour de France løber over TV-skærmene verden over.

Men hvordan var det så for Søren endelig at køre de bjerge, han har brugt knap et år på at forberede sig på fysisk og mentalt. 

"Det har været den mest fantastiske oplevelse – alle de mange cykler samlet på samme sted med ét formål. Det var en helt uforglemmelig oplevelse,” fortæller Søren og fortsætter:

"Man kan kun blive stolt, når man er med til at slå indsamlingsrekord. Det gør bare det hele meget sjovere og endnu mere meningsfuldt." 

I Scleroseforeningen er adm. direktør Klaus Høm også tydelig berørt over den store opbakning og årets resultat:

- Det er helt enestående, at deltagerne i Cykelnerven har formået at samle over 15 millioner kroner ind til scleroseforskning. De midler finansierer mere end halvdelen af den danske forskning i sclerose - og uden dem ville vi slet ikke have samme stærke forskningsmiljø, fortæller han.

Kendisser bakker også op

Cykelnerven tiltrækker cykelglade danskere fra hele landet, men er fra det første år også blevet bakket op af nogle af Danmarks mest vindende elitesportsudøvere gennem tiden og kendte TV-værter - herunder en række gengangere.

Guldfireren-roer og femdobbelt OL-medaljevinder Eskild Ebbesen, Niels Laulund, triatlet-og-VM-vinder Camilla Pedersen, Tour-ekspert og TV2News-vært Dennis Ritter, der traditionen tror har været med til at tilrettelægge Cykelnerven, TV-værterne Peter Tanev og Claus Elming, der dog i sidste øjeblik måtte blive hjemme på grund af et styrt, tidligere professionelle fodboldspillere som Martin Jørgensen og landsholdstræner Klaus Bruun Jørgensen.

En af dem, der deltog for første gang, er TV-kokken Thomas Castberg. Den kendte danske kok og tidligere dommer i MasterChef samlede personligt imponerende 326.063 kroner ind:

- Det er ikke bare en cykeltur og jeg er stadig i gang med at fordøje det. Det er en helt enestående oplevelse og nok en af de største oplevelser, jeg har haft i mit liv, lyder reaktionen fra den 50-årige cykelentusiast, der har haft cykling i blodet, siden han var barn: 

- Man kan ikke skjule sig på et bjerg, og man møder virkelig sig selv, når man kæmper sig op ad et bjerg. Det kræver, man graver virkelig dybt, og man når ud i afkroge af sig selv, man ikke vidste fandtes, for at hente det frem, der skal til for at overvinde sig selv og gennemføre. Det samme skal de andre, og det er af samme grund en enorm tilfredsstillelse, egoistisk set, at have gennemført, men også at se de andre gennemføre. Det gælder ikke mindst rytterne med sclerose, som er med. Der er det vildeste fællesskab og sammenhold, og det er en kæmpe fornøjelse at kunne støtte deres sag på den her måde, afslutter han.

Kontakt:

For yderligere oplysninger om løbet, kontakt til rytteren, billeder i højere opløsning, andre billeder m.v., kontakt venligst: Kommunikationskonsulent Caroline Ryberg Albæk på mail: cry@scleroseforeningen.dk eller telefon: 23308489

Kort om Tour de France-stigningerne på Cykelnerven 2025

Cykelnerven 2025 fandt sted i Pyrenæerne, som udgør en nøglefase i kampen om den gule trøje midt i Tourens 21 etaper. Cykelnerven blev kørt over tre intense dage og bestod af fire etaper, der var direkte inspireret af Tourens etaper 12, 13 og 14.

Blandt de mange udfordringer var der særligt tre legendariske bjergstigninger, som både rytterne i Cykelnerven og verdens bedste professionelle cykelryttere har haft – eller får – fornøjelsen af. De tre stigninger forventes at blive blandt de afgørende i kampen om Tour de France-sejren 2025. 

Hautacam (Etape 12)

Den mest ikoniske stigning på denne etape er Hautacam – et bjerg, der i den grad har fået status som danskerbjerg. Det var netop her, at Jonas Vingegaard i 2022 grundlagde sin samlede sejr i Tour de France med en legendarisk sejr over Tadej Pogačar. Stigningen har desuden historisk betydning for dansk cykelsport, da Bjarne Riis også sejrede her i 1996 på sin vej mod Tour-triumfen.

Tourmalet (Etape 12)

Sammen med Hautacam var også det mytiske Col du Tourmalet på programmet – et af Tourens mest ikoniske bjerge gennem historien, kendt for sine stejle stigninger og dramatiske etaper.

Bjergenkeltstart (Etape 13)

Etape 13 i Tour-programmet er en kort, men intens bjergenkeltstart, som afsluttes på bjerget Peyragudes’ berømte landingsbane – også kaldet Altiport 007 – kendt fra åbningsscenen i James Bond-filmen Tomorrow Never Dies. Selv om etapen byder på udfordringer, forventes den dog ikke at være lige så afgørende som bjergafslutningerne på de øvrige etaper.

Luchon-Superbagnères (Etape 14)

Den store finale på Cykelnerven fandt sted på Luchon-Superbagnères, en spektakulær bjergafslutning, der også afslutter Tourens 14. etape. Efter 36 år væk fra Tour-programmet vender denne ikoniske stigning endelig tilbage i 2025, og det har skabt store forventninger blandt både eksperter og fans. Sidst Tour-feltet kæmpede sig op ad Luchon-Superbagnères var i 1989, og netop derfor bliver gensynet med denne klassiker et af årets højdepunkter. 

Se ruten og læs mere om det Tour de France-inspirerede cykelløb her: https://www.cykelnerven.dk

Om Scleroseforeningen

Scleroseforeningen er en privat sygdomsbekæmpende organisation, som arbejder på vegne af de mere end 120.000 danskere, der som patient eller pårørende lever med konsekvenserne af den uhelbredelige, fremadskridende og invaliderende sygdom.

Vi støttes af knap 100.000 medlemmer og bidragydere. Vi støtter forskning, yder støtte og rådgivning og udbreder kendskab til sygdommen, som vi i Danmark har verdens højeste forekomst af per indbygger.

Vi har sekretariat i Valby, men er landsdækkende med 44 lokalafdelinger fordelt over hele landet samt Færøerne.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.