Premiere på LYKKE-PER på Teater Jævn i Hedensted Kommune

Foto: PR-foto.
dato

Når scenekunst møder landsbyudvikling

Den 16. maj 2024 har Teater Jævn premiere på forestillingen Lykke-Per. Forestillingen er frit fortolket efter H. Pontoppidans klassiker af samme navn - og produceret på baggrund af en landsbyudviklingsindsats skabt af Teater Jævn i Hedensted Kommune. Den kommune i Danmark, der bruger færrest penge på kultur pr. indbygger.  

Med forestillingen Lykke-Per fortsætter Teater Jævn sit arbejde med at producere og vise scenekunst i de landsbyer i Danmark, der ikke plejer at huse hverken produktion eller premiere. Kommunernes kulturbudgetter, udgivet af Danmarks Statistik tidligere i år, viste, at Hedensted Kommune er den kommune i Danmark, der bruger færrest penge på kultur pr. indbygger. 

I landsbyudviklingsindsatsen, der inden premieren på forestillingen tæller lydvandringer, byggeworkshops og talkshows, og som efter spilleperioden byder på en række seminarer, bruger Teater Jævn produktionen af forestillingen som et redskab til at udvikle landsbyerne i Hedensted Kommune, og de fællesskaber, der lever i dem.  

Teater Jævns kunstneriske producent, Gitte Villadsen, fortæller: 

”I Teater Jævn er vi optaget af - med konkrete tiltag - at vise, at scenekunst ikke alene bidrager til indsigt og underholdning, men også kan være et moderne værktøj til at udvikle et lokalsamfund. Ved at vise, at scenekunstens værdi ikke er begrænset til en scene eller en kort spilleperiode, håber vi naturligvis på, at kommunerne får lyst til at investere yderligere i kunst og kultur.”  

Scenekunst & landsbyudvikling 

Med udgangspunkt i fortællingen om Lykke-Per, har teatret engageret borgere i landsbyerne Uldum, Rårup og As og fået dem til at tænke over, hvilke udviklingsdrømme og - potentialer, de ser i Hedensted Kommune. Sammen har de skabt deres version af forestillingens scenografi, været på litterære Lykke-Per-vandringer gennem deres egen natur og skal til talkshows om bæredygtige landsbyer anno 2024. 

Teater Jævn har fusioneret scenekunstens redskaber med moderne landsbyudviklingsværkstøjer i samarbejde med fremtidsforsker, Tyge Mortensen, og hans partner, Helene Simoni, der sammen udgør BLUP-sekretariatet, som arbejder på at udvikle og styrke landets lokalsamfund. 

På baggrund af ovenstående proces og forestillingens spilleperiode, inviterer teatret til en række landsdækkende seminarer i efteråret 2024.  I Hedensted Kommune, Aarhus Kommune, Ikast-Brande Kommune, Syddjurs Kommune og i København skaber teatret ramme om et rum for debat og vidensdeling mellem kunstnere og politikere.   

Om Lykke-Per

Peter Andreas Sidenius vokser op i et strengt og moraliserende præstehjem i det midtjyske. Kort sagt: han passer ikke ind. Han vil være ingeniør. Han vil ændre verden. Han flytter til København i en indædt tro på, at han er skabt til noget større. Han vil revolutionere sin hjemegn med et enormt infrastrukturelt energiprojekt. Han kalder sig Per, og han afskyr sit efternavn! Men bliver han nogensinde fri? Bliver han… lykkelig? 

FAKTA 

Premiere: 16. maj 2024 kl. 19.30 i gymnastiksalen på As Friskole, Overbyvej 27, 7130 Juelsminde.

Andre lokations: Stouby, Rårup, Vrigsted, Uldum, Hornborg og Hjarnø 

Samlet spilleperiode: 16. maj til 8. juni 2024 

Varighed: ca. 80 minutter 

Læs mere her

Holdet på & bag scenen
Instruktør
: Rasmus Ask
Skuespillere: Matias Hedegård Andersen, Henrik Blauner og Sofie Ancher Vea
Dramatiker: Julie Petrine Glargaard
Lysdesign: Søren Lydersen
Lyddesign: Johannes Smed
Kostumer: Jill Poczkai Ibsen
Scenografi: TrÆls og Jævn
Dramaturg og kunstnerisk producent: Gitte Villadsen

Om Teater Jævn 

Teater Jævns overordnede formål er at skabe vedkommende social- og stedsspecifik scenekunst af høj kvalitet i et tæt samarbejde med borgere i landdistriktsområderne. Kunst, der repræsenterer dem, deres identitet, liv og vilkår, og som bliver produceret der, hvor de er. 

Teatret har siden 2019 skabt en årlig forestilling i Hedensted Kommune og startede i 2022 et flerårigt samarbejde med Det Fælles Landdistriktsråd i Hedensted samt modtog en flerårig aktivitetsstøtte fra Statens Kunstfond.

Læs mere her

Indsatsen er støttet af Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Det Fælles Landdistriktsråd, Region Midtjylland, Den Jyske Kunstfond og William Demant Fonden.

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.