Politihunde bidrog til anholdelse af to mænd - 14 timer senere blev mændene idømt straksdom

dato

To mænd på 35 og 36 år med bopæl i Esbjerg Kommune blev natten til mandag anholdt og sigtet for indbrudstyveri begået i Vejle. I forlængelse af et grundlovsforhør ved Retten i Kolding blev de idømt henholdsvis tre og fem måneders fængsel.

Natten til mandag den 2. marts modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et muligt mistænkeligt forhold. Anmelderen havde ved Vejle omkring klokken 01.40 set en varebil med en trailer, hvorpå der stod en minilæsser.

 

Tidspunktet taget i betragtning blev dette fundet mistænkeligt, og da en hundepatrulje senere så varebilen køre ad Horsensvej ved Hedensted, blev varebilen eftersat. Undervejs hoppede en passager i bilen ud. Han blev kort efter anholdt. Imens fortsatte varebilen til Hedensted, hvor en anden hundepatrulje ved hjælp af en skarp politihundenæse fandt frem til føreren af bilen, som havde forsøgt at gemme sig bag en container.

 

De to mænd, der er 35 og 36 år, blev af anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi mandag klokken 13.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Her erkendte de, at de havde stjålet minilæsseren, og halvanden time senere blev de begge idømt en straksdom. Den 35-årige blev idømt tre måneders fængsel, mens den 36-årige, der tidligere er dømt for lignende kriminalitet, blev idømt fem måneders fængsel for indbrud af særlig grov beskaffenhed.

 

”Vi er meget tilfredse med, at det efter godt arbejde af betjentene og deres hunde lykkedes at anholde de to mænd. Vi tager indbrud af enhver art alvorligt, og i denne sag var det muligt at foretage anholdelser ganske kort tid efter anmeldelsestidspunktet. Der skal også lyde en stor tak til personen, der var opmærksom og i første omgang anmeldte det mistænkelige forhold til os. Det er en stor hjælp, når vi modtager henvendelser om mulige lovovertrædelser. I dette tilfælde viste mistanken sig at være helt berettiget,” siger vicepolitiinspektør Christian Skyt fra Sydøstjyllands Politi.

 

Forebyg indbrud

 

• Lås døre og vinduer forsvarligt, og undgå at gemme ekstranøgler udenfor

• Brug timere til lys, så boligen fremstår beboet

• Sørg for udendørs belysning, gerne med bevægelsessensor

• Lav aftaler med naboer om at holde øje med boligen og tilmeld dig Nabohjælp

•Lås skure og udhuse

• Skjul værdigenstande, så de ikke kan ses udefra

• Ring 1-1-2 ved igangværende indbrud og 1-1-4 ved mistænkelig adfærd

 

Yderligere info

Nabohjælp: www.nabohjaelp.dk

Det Kriminalpræventive Råd: www.dkr.dk/indbrud

Politiet: www.politi.dk/indbrud/forebyg-indbrud

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi