REMA 1000 på Overholmvej 1 i Hedensted får ny købmand. Den nye mand i spidsen for butikken er Jens Sørensen, som ser frem til at blive den nye lokale købmand i byen.
Inden længe kommer der en ny købmand i spidsen for REMA 1000 på Overholmvej 1 i Hedensted. Den nye købmand hedder Jens Sørensen, og han kommer til butikken med en lang karriere i dagligvarebranchen bag sig.
De første knap tyve år af karrieren har han arbejdet i Coop – Kvickly og SuperBrugsen – blandt andet som brugsuddeler i SuperBrugsen i Juelsminde i 16 år.
I 2016 skiftede Jens Sørensen til REMA 1000, hvor han startede som souschef i REMA 1000 Sydbanegade i Kolding. Året efter i 2017 blev han for første gang købmand i REMA 1000 – i REMA 1000 Ejby på Vestfyn – som han nu skal forlade til fordel for REMA 1000 i Hedensted:
”Jeg har været rigtig glad for at være købmand i REMA 1000 Ejby – det er en fantastisk butik – og det er selvfølgelig vemodigt at tage afsked med både kolleger og kunder i butikken,” fortæller Jens Sørensen og fortsætter:
”Men da muligheden for at blive købmand i REMA 1000 i Hedensted bød sig, vidste jeg med det samme, at jeg bare måtte slå til, og så var det jo bare rigtig fedt, at jeg blev valgt,” siger han.
Privat bor Jens Sørensen i Juelsminde med sin hustru, Tina, og parrets to børn – Christina og Nicolai – og den kommende købmand i REMA 1000 Hedensted ser især frem til at stå i spidsen for en butik i sit eget lokalområde, når han nu om lidt får betragteligt kortere transporttid til arbejde:
”Det er fedt, at jeg nu skal være købmand i mit eget lokalområde, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang – jeg glæder mig meget til at lære personalet, butikken og ikke mindst kunderne at kende,” siger Jens Sørensen.