En mand er blevet anholdt i Ungarn efter anmodning fra Sydøstjyllands Politi.
En mand er blevet anholdt i Ungarn i forbindelse med sagen om den 15-årige pige, der i sidste uge blev fundet i Ungarn efter at have forladt sit hjem i Hedensted den 4. august.
Sydøstjyllands Politi har efterforsket sagen, siden hun forsvandt fra sin bopæl. Som led i efterforskningen anmodede Sydøstjyllands Politi de ungarske myndigheder om at anholde manden. Anholdelsen er foretaget på baggrund en dansk udstedt europæisk arrestordre.
"Anholdelsen er et vigtigt skridt i efterforskningen, men der er fortsat en række forhold, som vi arbejder på at få klarlagt. Derfor fortsætter efterforskningen. Af hensyn til den igangværende efterforskning har Sydøstjyllands Politi ikke mulighed for at oplyse nærmere om konkrete efterforskningsskridt i sagen. Vi håber på forståelse for, at der derfor er oplysninger, som vi på nuværende tidspunkt ikke kan dele med offentligheden," siger vicepolitiinspektør Christian Skyt fra Sydøstjyllands Politi.
Sydøstjyllands Politi har begæret manden udleveret fra Ungarn til Danmark.