BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Om jobbet
Vil du være vores nye lederkollega i Voksenhandicap i Hedensted Kommune? Vi er en organisation i rivende udvikling og søger lige nu en leder til Uldum Bofællesskab pr. 1. februar 2024.
Uldum Bofællesskab består af to huse og har en ganske særlig beliggenhed midt i Uldum, som bevirker at der er en stærk tilknytning til naboerne og lokalsamfundet i øvrigt. Der bor i dag 18 borgere i alderen 22 til 90 år med nedsat fysisk, psykisk og social funktionsevne, i let til middelsvær grad.
Idet borgerne har forskellige aldre og meget forskellige ressourcer, har de en unik mulighed for at hjælpe og støtte hinanden i det daglige. Fællesskab og hjertevarme er nøgleord, såvel for beboerne som for personalet. Derfor er en stor del af den faglige tilgang præget af at understøtte borgernes selvbestemmelse og ønsker for eget liv.
Den pædagogfaglige tilgang baseres på neuropædagogikken, sammen med bl.a. relationspædagogik, strukturpædagogik og anerkendende pædagogik. Således går professionel pædagogik hånd i hånd med ambitionen om at give borgerne et godt og trygt hjem.
Om jobbet:
Som leder er du ansvarlig for den daglige ledelse og drift af bofællesskabet, med reference til chefen for Voksenhandicap. Din hverdag vil bestå af såvel faglig som driftsnær understøttelse, af sparring med dine lederkollegaer og omsætning af organisatoriske strategiske fokusområder.
Du vil indgå i ledergruppen i Voksenhandicap som består af syv ledere og en chef. Vi leder som team og tager tværgående ansvar for helheden. Derudover bliver du en del af hele ledergruppen i Social Omsorg, som tæller 30 ledere. Din faste arbejdsplads bliver på Uldum Bofællesskab blandt personale og beboerne.
Voksenhandicap dækker ud over botilbud også bl.a. aktivitets- og samværstilbud, STU-forløb, Mestringsenheden samt myndighed. Vi arbejder ud fra de politiske sigtepunkter "Vækst i balance", "Smidige processer" og "Forpligtigende fællesskaber". Ud over den driftsnære ledelsesopgave vil du derfor også inviteres ind i flere udviklingsopgaver, som sammen skal hjælpe os med at gentænke området for voksne med handicap og gøre det bæredygtig såvel fagligt som økonomisk, i et længere perspektiv. Rammen for dette arbejde tager afsæt i en politisk godkendt handleplan – "Voksenhandicap gentænkt 2023-2026".
Din profil
Vi forventer at:
- Du er empatisk og hviler i dine grundværdier, derved fungerer du som rollemodel i hverdagen.
- Du formår at skabe ro, tryghed og overblik i en hverdag, som er foranderlig og til tider uforudsigelig.
- Du har en tydelig og ambitiøs fremtoning, der kan være toneangivende og derved medskabende til et sundt kulturelt miljø, såvel i det nære som i det organisatoriske.
- Du evner at balancere hensynet til stabilitet i driften og motivationen til forbedrende udvikling.
- Du trives i arbejdet med økonomistyring, vagtplanlægning og andre nødvendige administrative opgaver.
- Din ledelsesstil er præget af ordentlighed og anerkendendelse, med rum og blik for medinddragelse i processer.
- Vi vægter ansøgere med ledelseserfaring og/eller solid erfaring med social- og sundhedsfagligt arbejde inden for døgnområdet.
Derfor skal du vælge os
Vi tilbyder dig en lederstilling, hvor du får mulighed for at bruge dine evner og erfaringer såvel praksisnært, som strategisk. Vi arbejder ledelsesmæssigt for en læringskultur og psykologisk tryghed i vores organisation. Du får en motiveret og engageret medarbejdergruppe med stor faglig stolthed, som skinner igennem i deres tilgang til borgerne.
Du får en dagligdag sammen med nogle skønne borgere og pårørende, som gerne vil i dialog om hverdagen i bofællesskabet.
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst, med mulighed for at forhandle kvalifikations- og funktionsløn.
Hvis du vil vide mere
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til chef for Voksenhandicap Jenny Groth Bjerking tlf. 23 83 73 56 eller mail jenny.bjerking@hedensted.dk.
Ansøgning
Ansøgningsfrist er den 30. november 2023.
Første samtale afholdes den 5. december 2023.
Anden samtale afholdes den 14. december 2023.
Hvis du inviteres til anden samtale vil du i den mellemliggende periode blive bedt om af udfylde en personprofiltest.
Om os
Voksenhandicap:
Målgruppen er borgere over 18 år med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Vi har ni botilbud (ABL §105/§85), Mestringsenheden, ledsagerordningen, Kildebjerget Bo- og beskæftigelsescenter samt Aktivitetscenter Fønix. Derudover består Voksenhandicap af en Kvalitet- og udviklingsafdeling samt Visitationen. Her er der ansat socialrådgivere, jurister og flere forskellige typer af administrativt understøttende funktioner.
Social Omsorg:
Social Omsorg består af Voksenhandicap, Sundhed & Ældre samt en Stab. Vi samarbejder tæt på tværs af områderne og vægter flerfagligheden, når vi samles om drifts- og udviklingsopgaver. Vi arbejder relationelt ud fra Hedensted Kommunes værdier.
Hedensted Kommune:
I Hedensted Kommune tror vi på borgerens potentiale både som aktør i eget liv og i forhold til deltagelse i lokalsamfundet. Derfor er der defineret nogle klare kerneopgaver for hvert politisk fagudvalg, hvor bevægelsen for borgeren er central.
Kerneopgaven for Social Omsorg er at støtte, vejlede og hjælpe så borgeren kan klare sig bedst og mest mulig selv.
Værdierne i Hedensted Kommune er ansvar, dialog og udvikling. Vi tager ansvar for opgaveløsningen til gavn for borgerne. Vi gør det i/ved dialog med borgere og kollegaer på tværs i organisationen, og vi ved, at vi hele tiden må udvikle os for at kunne lykkes. Det kræver nogle gange risikovillighed og det har vi plads og mod til.
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=cf58c008)
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Hedensted Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Hedensted Kommune, Niels Espes Vej, 8722 Hedensted
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 01-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5943301