Sommeren er for alvor kommet over Danmark, og derfor bliver der også holdt en masse udendørs fester på tværs af landet. I Hedensted kommune er der også blevet holdt udendørs fester til sent ud på natten og det endte med at blive lidt for vildt.
I byen Juelsminde gik festen amok og det førte til, at den første anmeldelse kom ved 23-tiden. Det stoppede dog ikke festen, og den fortsatte indtil kl. 1 om natten, hvor politiet til sidst besluttede sig for at stoppe festen og konfiskere festabernes soundboks.
Det var nemlig ikke så meget festen, der var et problem, men den drønhøje musik, der kom fra deres soundboks. Lydstyrken var langt fra på et acceptabelt niveau, og det var det, der førte til gentagende klager fra dem der boede i nærheden.
Efter politiet konfiskerede deres soundboks og stoppede festen var der dog ikke længere nogen problemer, og naboerne kunne igen sove uforstyrret videre.
Det er heller ikke bare i Hedensted Kommune, at dette har været et problem. De lange sommernætter, kombineret med natklubberne der ikke må have åbent til langt ud i natten, har resulteret i at mange unge holder fester på udendørs pladser, og de har som regel en soundboks med.